Om SAY NO

SAY NO’s mission er at lave genanvendelige, bæredygtige og miljøvenlige produkter. Vi ønsker ikke at skabe et merforbrug hos vores kunder, hvorfor vores produkter alle erstatter noget, der har en meget kort levetid og måske kun kan bruges en enkelt gang. Vores mål er at være med til at begrænse misbruget af jordens ressourcer, og give forbrugerne mulighed for at tage bæredygtige valg.

Vi samarbejder med den socialøkonomiske virksomhed ’Råt & Godt’, hvis motto er, at materialer og mennesker fortjener en chance til. Det motto er lige i vores ånd. Alle vores varer bliver produceret af overskuds- eller genbrugstekstiler, som vi køber i genbrugsbutikker eller får doneret af eksempelvis varehuse. Derudover bruger vi kun genbrugspapir – og i begrænsede mængder. Vores emballage er ikke bare lavet af genanvendt pap, men er direkte genbrug af emballage. Og dette vil kunne ses, når man modtager en pakke fra SAY NO.

Udover at producere langtidsholdbare produkter af overskud- og genbrugstekstiler, ønsker vi at støtte bevarelsen af de eksisterende ressourcer på planeten. Vi har valgt at donere 10 % af vores overskud til regnskovsorganisationen COICA, som arbejder på bevarelsen af træer i Amazonasregionen. 

Bag om SAY NO

 

Bag SAY NO står ægteparret Sarah Eybye Jensen og Hakan Jakob Kosar. De har en fælles interesse for at gøre en forskel for verden. Både i forhold til miljøet, naturen og det sociale område. Hakan er uddannet journalist og har en stærk passion for regnskoven, som han har tilbragt lange perioder i. Sarah er uddannet socialrådgiver og cand. soc. i socialt arbejde og brænder for at understøtte menneskers udvikling personligt, socialt og ikke mindst i forhold til arbejdsmarkedet. 

Skridtet mod at blive iværksættere udsprang af en familierejse i Florida, hvor parret blev ekstra opmærksomme på det voldsomme forbrug af bl.a. plastik og engangsprodukter, som vores samfund er bygget op omkring. De begyndte at brainstorme omkring, hvordan de kunne gøre en forskel udover det, man allerede gør som privat forbruger. De har haft flere ideer undervejs, som de alligevel ikke følte var den helt rigtige. Det var først da de gennem research faldt over den gamle japanske tradition Furoshiki, som kan bruges til gaveindpakning, at de besluttede, at det skulle være genbrug af tekstiler, der skulle være fundamentet for virksomheden.